Nyheder
12. januar 2004:
Sol&Træ har indgået aftale med NIRAS og ARCON Solvarme, således at
tømmetanken nu kan købes fra ARCON eller fra din VVS-installatør.
Sol&Træ har indgået aftale med Jørgen Røhr Jensen om salg af
træpiller gennem www.skovnyt.dk
Sol&Træ's rådgivning og salg vedrørende biobrændselsanlæg og solvarmeanlæg
er reduceret til et minimum og Jørgen Røhr Jensen er ophørt som driftsleder
ved Sol&Træ. Enkelte spørgsmål m.v. kan rettes til Jørgen Røhr Jensen
på mail skovnyt@skovnyt.dk
eller bestyrelsen, som vil kunne
henvise til relevant leverandør.
18. marts 2003:
Fra 1. marts 2003 har
Sol&Træ A.m.b.a. desværre måtte undvære vores ihærdige og erfarne driftsleder Knud Erik Nielsen, som har fået nyt job. Jørgen Røhr Jensen, som hidtil nu har været formand for bestyrelsen i
Sol&Træ A.m.b.a. har overtaget Knud Erik's job som driftsleder og kasserer - og Carsten Wesenberg er igen blevet formand (som han var det i de første 3 år af selskabets levetid. Knud Erik kommer dog foreløbig én gang om ugen (hovedsagelig fredag) og hjælper med driften af
Sol&Træ A.m.b.a. - og Bodil Pilgaard hjælper gerne med at bestille træpiller som hidtil.
Sol&Træ A.m.b.a.s telefonnummer er uændret 9630 6423.
August 2002:
Der er indgået aftale om levering af træpiller fra Canada. Pillerne er af meget høj kvalitet, så selvom de er lidt dyrere end vore sædvanlige piller forventer vi et fortsat stort salg.
August 2001:
Der er indgået aftale med EnergiNord (Elselskab med 148.000 el-kunder) vedrørende markedsføring og salg af solvarmeanlæg og solvarmeforberedte varmtvandsbeholdere. - En markedsføringskampagne som støttes af Energistyrelsen, og som bl.a. indebærer, at forbrugere i EnergiNord's forsyningsområde kan betale deres solvarmeanlæg over elregningen.
25. august 2001: Solvarmekampagne
Sol&Træ A.m.b.a har indgået aftale med EnergiNord om deltagelse i solvarmekampagne:
Energi Nord er det nye elselskab i Nordjylland. Energi Nord blev stiftet den 16. januar 2001 af elselskaberne ENV i Hjørring, ESV i Nørresundby og HEF i Aalborg. Energi Nord har 148.000 elkunder i Nordjylland.
EnergiNord har fået tilskud fra Energistyrelsen og indleder nu en solvarmekampagne. Målet er, at at give selskabets kunder mulighed for at få installeret gode og driftssikre solvarmeanlæg med rabat.
Til at gennemføre kampagnen har EnergiNord indgået aftale med Sol&Træ A.m.b.a. Læs mere på EnergiNords hjemmeside: www.EnergiNord.dk
Marts 2001:
Nu foreligger regnskabet for
Sol&Træ A.m.b.a. Omsætningen er næsten fordoblet set i forhold til sidste år. (omsætning over 6. mill. kr.). Selskabets "overskud" på ca. 400.000 kr. henlægges til betaling af selskabets gæld fra selskabts etablering og udviklingomkostninger.
Januar 2001:
Salget af især biobrændselskedler går fortsat stærkt, og Knud Erik Nielsen har travlt. Jørgen Røhr Jensen og Carsten Wesenberg hjælper til, og vi har fået hjælp til regnskab og sekretærfunktioner af Bodil Pilgaard.
Inden længe skal der udarbejdes regnskab for år 2000. Det forventes at salget for år 2000 er 15-20% over det budgetterede salg. - Det er især salget i efteråret der ligger over det forventede.
Tilskudet til biobrændselsanlæg er desværre blevet reduceret en smule, men med den høje oliepris kan der fortsat spares mange penge ved at skifte fra oliefyr til biobrændselsanlæg.
Oktober 2000:
Salget af især biobrændselskedler går i øjeblikket stærkt. Der sælges kedler som aldrig før og nogle kedelleverandører melder, at leveringstiden er ca. 3 måneder. Sol&Træ har heldigvis nogle gode aftaler, og vi kan derfor normalt fremskaffe kedler væsentligt hurtigere end "andre".
Vi har i øjeblikket problemer med at levere træpiller på Sjælland samt i sække. Vi forventer at problemet snart er løst. Vi forudser iøvrigt snart mindre prisstigninger på leverancer af mindre partier.
Sol&Træ A.m.b.a. har netop fået meddelse om tilskud fra Den Grønne Jobpulje på 360.000 kr.
12. marts 2000: Sol&Træ A.m.b.a. danmarksmester i varme fra træ og sol
Et lille nordjysk andelsselskab,
Sol&Træ A.m.b.a., har vundet en EU-støttet konkurrence for producenter, leverandører og installatører af småskala anlæg inden for kategorien; eksisterende brændefyrings- og solvarmeanlæg.
Den danske jury bestod af repræsentanter fra Dansk Smedemesterforening, Energistyrelsen og Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, og prisen - som er på 25.000 kroner – blev overrakt ved en lille ceremoni i Dansk Smedemesterforenings bygning i Odense fredag den 10. marts 2000.
En tilsvarende konkurrence har kørt i Østrig, hvor man også gerne vil sætte fokus på muligheden for at udnytte varme fra sol og træ i bestræbelserne på at nedbringe CO2-udslippet fra den spredte bebyggelse i landområderne.
Vinderanlægget er et af Sol&Træ A.m.b.a.s standard sol-brændefyringsanlæg, som består af et 12,5 m2 sol-rumvarmeanlæg kombineret med et højeffektivt brændefyringsanlæg med akkumuleringstank og en vamtvandsbeholder med el-backup.
Anlægget er sammensat af udvalgte komponenter fra ARCON, HS-TARM og NILAN og kan beses ved Else og Preben Nielsen, Engesvangvej 1 i Terndrup, telefon 9833 5409.
Husejeren kan undgå at fyre i op til 6 måneder om året, fordi solvarmen udnyttes til supplerende rumopvarmning; Fyringen begrænses herved til nogle få optændinger i en periode, hvor fyret normalt udnyttes relativt dårligt - og forbruget af brænde kan – set over året - mere end halveres i forhold til mange ældre fastbrændselsanlæg.
Samtidig opnås en årligt tilbagevendende behagelig lang fyringspause, som gør brændefyringen i vinterperioden overkommelig – så man fortsat kan spare naturen for udledning af store mængder CO2 i forhold til oliefyring.
Solvarmeanlægget er i teknisk og økonomisk særklasse; Anlægget er udviklet af nogle medarbejdere i NIRAS Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S, på baggrund af mere end 20 års erfaring med små og store solvarmeanlæg - sammen med bl.a. ARCON, HS TARM, NILAN, DTU og DTI. De første pilotanlæg blev opført i 1996 og årsydelsen blev målt til at være næsten dobbelt så høj som ydelsen fra mange typegodkendte solvarme-brugsvandsanlæg i samme prisklasse. Selskabet kunne derfor reklamere med at sælge "solvarme til halv pris". Nye undersøgelser på DTU og DTI har bekræftet, at sol-rumvarmeanlæg med den optimale størrelse kan yde dobbelt så meget som brugsvandsanlæg.
Brændefyringsanlægget er en effektiv og tilskudsberettiget underforbrændingskedel med ladekreds og en 750 ltr. akkumuleringstank. Røggasserne afbrændes i en keramisk hærd i bunden af kedelen, hvilket giver en meget ren forbrænding - næsten uden røg - og en meget høj nyttevirkningsgrad; tæt på 90%.
Selskabet - Sol&træ A.m.b.a. - blev dannet i 1998 og har siden hjulpet mange husejere med at få installeret bedre og billigere solvarme- og biobrændselsanlæg. Selskabet er et nonprofit, forbrugerejet andelsselskab med begrænset ansvar - tilsvarende mange fjernvarmeselskaber i Danmark - og har nu 115 forbrugere, som hver har indskudt 125 kr som ansvarlig kapital. Salget af komplette solvarmeanlæg, træpillefyringsanlæg, brændefyr og kombinerede anlæg er steget støt siden slutningen af 1998 - og i dag sælger selskabet gennemsnitlig 2-3 anlæg om ugen til forbrugere i Jylland og på Fyn.
Selskabet sælger også træpiller med rabat til sine forbrugere, idet man har indgået en salgsaftale med en stor leverandør af en god kvalitet af træpiller, som kan leveres overalt i Danmark. Selskabet planlægger en større salgskampagne med åbent hus arrangementer m.v. i foråret 2000, så mange flere kan få mulighed for at nyde godt af de mange gode erfaringer med at udnytte varme fra sol og træ - og endda få mængderabat via medlemsskabet af Sol&Træ A.m.b.a.
Sol&Træ A.m.b.a. har til huse hos det rådgivende ingeniørfirma NIRAS i Aalborg, hvor flere af selskabets stiftere arbejder. Her kan selskabets driftsleder, VVS-tekniker Knud Erik Nielsen, også træffes på telefon 9630 6423.
Se også Sol&Træ A.m.b.a.s hjemmeside www.sol-trae.dk
Detaljeret beskrivelser af vinderanlægget:
Anlægget der er opbygget med henblik på at forlænge sommerstop perioden mest muligt, består af følgende komponenter:
- Underforbrændingskedel type Solo Innova 20 STD, samt Modullagertank fra BAXI. Solfangere type STU-V, samt færdigmonteret styring fra ARCON.
- Sol - lagertank 500ltr. tømmetank fra BAXI, med eksklusivitet for Sol&Træ A.m.b.a.
- Solvarmeforberedt varmtvandsbeholder type SV 150 fra NILAN
- Diverse fittings og rørforbindelser.
- Kedlen er forbundet til Modullagertanken i en separat ladekreds med pumpe og termostatstyret ladeventil, som sikrer at kedlen altid er varm i bunden når der fyres og at lagertanken ikke lades op før kedeltemperaturen er tilstrækkelig høj. Denne konstruktion er udført iht. anvisninger fra BAXI.
- En manuel 3 – vejs ventil gør det muligt at lede vandet uden om Modullagertanken og direkte ind i centralvarmeanlægget (Sommerdrift) I perioder med meget sol kan ventilen stilles i position Vinterdrift og derved lagre solvarmen i Modullagertanken også.
- Solvarmeanlægget er udført som et "tømmeanlæg" med rent vand (uden miljøbelastende glycol). Det er let for kunden at efterfylde og besvær med kontrol af frostvædske kan spares.
- Til at styre solvarmeanlægget bruges en ARCON TC-S7 styring. Det er en differensstyring som starter pumpen automatisk hvis temperaturen i solfangeren (T1) overstiger temperaturen i bunden af lagertanken (T2) + indkoblingsdifferencen (5-10° C).
- Indkoblingsdifferencen kan aflæses og indstilles i styringen og er fra fabrikken sat til 5° C. Pumpen vil starte i trin 3 og efter 60-240 sekunder (speed pumpe tid - som kan aflæses og indstilles i styringen) - gå ned på det trin pumpen er indstillet på (trin 3, 2 eller 1).
- Overstiger temperaturen (T1) 97° C, vil pumpen stoppe og først kunne startes når temperaturen er faldet til under ca. 92° C. På denne måde er anlægget altid sikret mod kogning.
- Sol – lagertanken består af en akkumuleringstank med en indvendig tank på 170 ltr. (i alt ca. 500 ltr.) I den indvendige tank afleveres varmen fra solfangerne, via en hedeflade på ca. 1,8 m2 . Den ydre tank er koblet ind på returledningen fra centralvarmeanlægget, således at solen kan hæve anlæggets retur temperatur inden den når frem til kedel / modullagertank. Det varme brugsvand opvarmes i en 150 ltr. combivandvarmer med vand fra fyringsanlæg eller solvarme.
- I vinterhalvåret fyres der i kedlen 1-2 gange i døgnet, hvorved Modullagertanken lades fuldt op, samtidig med at huset varmes op. På dage med solskin vil returtemperaturen blive hævet i sollagertanken og afladningen af Modullagertanken vil ske langsommere.
- På gode solskinsdage i april har målinger vist en ydelse fra solvarmeanlægget på over 50 kWh, eller ca. det der svarer til husets varmebehov på den årstid.
- Solvarmen kan i 5–6 måneder dække rumvarmebehovet, evt. med en enkelt optænding efter flere sammenhængende gråvejrsdage. Brugsvandet vil i overgangsperioderne, forår og efterår blive forvarmet til 35-40° C, hvorefter en elpatron i beholderens øverste 1/3 hæver temperaturen til det ønskede (55° C).
Fordele ved anlægget:
- Der er flere indlysende fordele ved at vælge et solvarmeanlæg (tømmeanlæg) fra Sol&Træ A.m.b.a. i forbindelse med et biobrændselsanlæg, bl.a. :
- Anlægget er i teknisk og økonomisk særklasse, lav pris – høj ydelse.
- Ingen frostvædske, kun rent vand fra hanen.
- Ingen kogningsproblemer, heller ikke selvom der bliver fyret op i kedlen og solen bryder frem.
- Lave driftsomkostninger, pga. den enkle konstruktion.
Erfaringer:
- Sol&Træ A.m.b.a.s tømmeanlæg er blevet installeret siden foråret –97, der står nu 25 anlæg rundt om i Jylland og på Fyn, i forskellige kombinationer.
- DTI har udført målinger på et anlæg kombineret med stokerfyr siden august –98